søndag den 14. december 2008

Mit drømmemål

Mens mange floorballspillere øver zoorofinter, har jeg i flere år drømt om at score, lige efter at jeg har vundet et face-off. Søndag gik drømmen i opfyldelse.

Hvor drømmen stammer fra ved jeg ikke, og jeg har heller ikke tal på, hvor mange gange jeg har forsøgt mig til træning. Det er aldrig lykkedes, og af samme grund har kunststykket heller ikke tidligere været afprøvet i kamp.

Men i søndagens kamp mod Ørslev scorede jeg mit drømmemål - og sikken en følelse. Det er som at svæve på en lyserød sky, hvor det er lige før man overvejer at lægge staven på hylden af ren og skær lykke.

Op til kampen havde jeg ellers ikke sovet særlig godt. Jeg havde tilmed glemt mine sko, og ærlig talt så spillede jeg faktisk en dårlig kamp.

Der måtte og skulle derfor ske et eller, da Sune Hansen havde bragt os foran 9-2 et godt stykke inde i 3. periode. Normalt tager jeg ikke face-off, men jeg tillod mig alligevel at tage opstilling i stedet for Jesper Malm. Jeg bemærkede godt, at de to backer fra Ørslev stod dårligt placeret, så det var vel OK at tage chancen. Kampen var jo alligevel afgjort.

Da dommeren fløjtede, blev bolden først sendt mellem benene på den direkte modstander. Han nåede overhovedet ikke at opfange situationen, før det alligevel var for sent. De to backer var også totalt overrumplet af hele situationen, og efter et hurtigt træk mellem dem var jeg fri til at knalde bolden ind under overliggeren bag en totalt sagesløs målmand.

Der var vel knap gået tre sekunder fra dommeren havde fløjtet, men for mig stod tiden fuldstændig stille. Det var helt urealistisk, og jeg følte mig nærmest lukket inde i en glasboble, hvor alting omkring mig blev lidt tåget.

Nu har jeg lavet mit drømmemål, og jeg kommer nok aldrig til det igen. Men blære mig – det skal jeg;-)

onsdag den 3. december 2008

Comeback giver minder

Efter mere end to års pause er Thomas Rother tilbage i FFK-trøjen, og det sendte straks tankerne tilbage til dengang, hvor klubben hentede sin største sejr i elitedivisionen.

Med tre mål i forrige uges comeback-kamp beviste Thomas Rother, at målnæsen bestemt ikke er forsvundet. Indsatsen sendte straks tankerne tilbage til dengang, hvor han var blandt klubbens toneangivende spillere i turen fra Grand Prix serien og hele vejen op i den daværende elitedivision på blot tre år. En bedrift, som nok aldrig nogensinde bliver gentaget i dansk floorball.

Det blev til blot to sæsoner i elitedivisonen uden den store succes, og der var langt mellem højdepunkterne. Af de få store øjeblikke i elitedivisionen, var til gengæld 7-1 sejren over Vanløse, hvor Thomas Rother med tre mål og to assist spillede en af sine absolut bedste kamp for klubben.

I sæson nummer to var vi startet med lutter nederlag og dårligt spil i de første seks kampe. I den syvende kamp ventede Vanløse, som havde meriterede Esben Larsen i målet. Han var inden kampen rimelig kæphøj, og mente at vi ville tabe med mindst 10 mål.

Den bemærkning tændte os helt vildt, og vi gik på banen med en utrolig kampgejst. Vanløse fik aldrig et ben til jorden, og det udnyttede Thomas Rother til gang på gang at drive gæk med modspillerne. Specielt svenske Johan Astvik, som selv er kendt for sine gode evner med bolden, blev rundbarberet et utal af gange.

Da Thomas Rother efter en længere solotur øgede til 5-1 i slutningen af 2. periode, ville Esben Larsen ikke mere, og resten af kampen tog han plads på bænken med et håndklæde over hovedet.

En fed oplevelse, som overskyggede den kendsgerning, at vi slet ikke havde holdet til at spille med i den bedste række.

En ung Thomas Rother i storform lavede tre mål og to assist, da FFK for fem år siden slog Vanløse 7-1 i elitedivisonen. Men selv om han i dag er blevet lidt tungere, er målnæsen stadig intakt.

fredag den 7. november 2008

Fra let feber til døende

DaFU er igen i økonomiske problemer, og forbundet forventer at underskuddet i år bliver omkring en halv million kroner.

Man kan næsten ikke tro det er rigtigt. For selv om der stadig resterer to måneder af 2008, er økonomien igen løbet løbsk for de ansvarlige ledere i Dansk Floorball Union. Således forventer de ansvarlige i forbundets forretningsudvalg et underskud i indeværende år på omkring en halv million kroner.

I lighed med flere af de foregående år, er det specielt på udgiftssiden at tingene ikke hænger sammen. Således brugte unionen også i 2007 mere end en halv million mere end budgetteret. Derfor kan det da ikke komme bag på bestyrelsen, at enten skal indtægterne øges, eller også skal omkostningerne sænkes. Sådan har tingene jo forholdt sig gennem de seneste mange år.

Af samme årsag blev turneringsgebyrerne hævet kraftigt i 2007, og dengang var indstillingen den, at nu skal der blive bedre balance mellem indtægter og udgifter. Desværre resulterer det manglende økonomiske overblik i endnu et stort økonomisk underskud, som alt andet lige må betragtes som en regulær skandale.

DaFU kalder selv tilstanden som en let gang feber. Det burde vel nærmere hedde sig, at patienten lider alvorligt, og faktisk er døende, hvis der ikke rettes alvorligt op på tingene.

fredag den 31. oktober 2008

Klubberne må også tage et ansvar

Hvis klubberne tog ansvar for rekruttering og udvikling af dommerne, ville der ikke mangle dommere i dansk floorball.

Manglen på dommere betyder aflyste og udsatte kampe. Det er til stor irritation for alle, og hvor ofte hører man ikke ude i hallerne, at det selvfølgelig alt sammen er DaFU’s skyld!!

Alt for mange (klubber og spillere) tror fejlagtigt, at dommerne nærmest kommer dumpende ned fra en fremmed planet, alene med den mission at dømme alle kampene uden at klubberne skal røre en finger. Krævementaliteten er som bekendt herskende i den lille danske floorball-andegård.

Men så længe DaFU = med klubberne, så er det også klubbernes forbandede pligt, at være med til at løfte opgaven med at rekruttere og uddanne nye dommere. Og kan klubberne ikke selv finde ud af vigtigheden i denne opgave, må den løses på andre måder.

Man kunne f.eks. bruge samme model som flere svenske distrikter benytter sig af. Her er alle klubber, som deltager i turneringen, forpligtet til at uddanne mindst to nye dommere forud hver sæson.

I Danmark kunne en tilsvarende model sagtens efterlignes, således at klubbernes blev pålagt at uddanne x-antal nye dommere i forhold til antallet af tilmeldte seniorhold.

Dommerudvalget skal selvfølgelig også finde de rigtige arbejdshandsker frem. I stedet for at bruge masser af kostbar tid på fire dommerpar i den bedste række, var det måske mere på sin plads at arbejde mere med rekruttering og udvikling af nye dommere.

Til den opgave kunne de også gøre brug af klubbernes dommerkoordinatorer, og involvere dem til at finde egnede dommeremner ude lokalt.

tirsdag den 14. oktober 2008

Det var dengang: 10 år er gået

I denne uge er det 10 år siden, at den første floorballtræning blev afviklet i Firkantens Boldklub. Der var ikke plads hos de andre, så vi startede bare vores egen forening.

Året inden var jeg i kontakt med flere klubber i København, fordi jeg ønskede at spille floorball. Svaret var ret nedslående. De havde enten ikke plads, eller også var de kun interesserede i spillere, som i forvejen havde erfaring fra andre klubber.

Da Jesper Malm i foråret 1998 spillede innebandy sideløbende med sit studie i Stockholm, kom der for alvor skred i planerne om at vi i stedet bare startede vores egen forening.

Et forslag om at etablere en floorballafdeling i Firkantens Boldklub fik hurtig opbakning på klubbens generalforsamling i april måned, men der skulle altså gå yderligere et halvt år inden den første træning blev afviklet på Institut for Idræt i efterårsferien 1998.

Blot otte spillere var mødt op til den første træning, men allerede to uger efter var vi nået op på over 20 spillere. Spillerne var en blandet skare af fodboldspillere fra Firkantens Boldklub, studiekammerater fra RUC og en håndfuld fra Frederiksberg Floorball Forening (FFF), som lige var lukket ned, da de skyldte DaFU penge.

I modsætning til de klubber, som ikke havde plads til nye medlemmer, var parolen i Firkanten, at der skulle være plads til alle, og jo flere jo bedre. Og da det samtidig gik det helt forrygende rent spillemæssigt i den daværende Grand Prix serie, red vi simpelthen på en bølge, hvor ingen kunne stoppe os. Allerede i efteråret 1999 havde vi to herrehold tilmeldt turneringen i DaFU, samtidig med at vi også startede damefloorball og ungdomshold op.

Det kan man da kalde en seriøs start for en ny klub.

torsdag den 9. oktober 2008

Tanker om turneringsstrukturen

Den nuværende turneringsstruktur med blot seks hold i de to bedste herrerækker virker ikke, og det er på tide at forsøge noget andet.

Turneringsstrukturen er genstand for masser af diskussioner i dansk floorball, og det til trods for at der faktisk er andre problemer, som bør have mere fokus. Alligevel synes jeg at det er på tide at ændre den nuværende struktur, da den simpelthen ikke virker efter hensigten.

Da man for år tilbage valgte at skære de to bedste herrerækker ned til blot seks hold, var parolen den, at man både styrkede holdene i den bedste række, men at også de næstbedste fik bedre udviklingsmuligheder. Den forudsigelse har ikke levet op til forventningerne.

Et generelt overblik over de seneste sæsoner giver mere entydigt billede af, at strukturen i stedet har fastholdet de øverste klubber i den bedste række, mens de næstbedste klubber derimod har haft overordentlig svært ved at fastholde deres spillermateriale.

Forklaringen er ganske enkel. De bedste spillere vælger nemlig oftere at skifte klub, hvis deres hold rykker ned i den næstbedste række. Dermed bremses udviklingen i de næstbedste klubber, og det er bestemt ikke hensigtsmæssigt for udviklingen i dansk floorball.

Hvad løsningsmodellen er, vil der selvfølgelig være et utal af meninger om, og faktisk er det måske også lidt ligegyldigt at diskutere antallet af hold i den bedste række, og om den bedste række er landsdækkende eller ej.

Mit fokus er mere på laget under Floorball-ligaen, som gennem de seneste par sæsoner har lidt under et utal af holdtrækninger og spillerflugt. Det skal der findes en løsning på. Rækken mangler stabilitet, og en løsning kunne være at udvide antallet af hold i rækken.

For at det kan lade sig gøre skal der slagtes et par hellige køer. For det første skal man i dansk floorball erkende, at der strukturelt er store forskelle på øst og vest, og det bør også afspejle sig i turneringsstrukturen. For det andet bør man tillade x-antal 2. hold at spille med i 1. division.

I øst kan 1. division f.eks. uden problemer udvides til 10 hold, og f.eks. have en begrænsning på to til tre af de bedste klubbers 2. hold. Og i vest kunne man grundet de lange transportafstande overveje at dele 1. division op i to puljer (nord og syd) på f.eks. seks-otte hold i hver, hvor man igen tillader deltagelse af op til to 2. hold i hver pulje. Oprykning i vest afgøres ved, at de to bedste oprykningsberettigede hold i hver pulje spiller slutspil om oprykning.

Fordelen ved denne model er dels, at de næstbedste klubber opnår mere stabilitet i rækken, samt at reservespillerne (og primært unge udviklingsspillere) fra den bedste række får bedre kamptræning i 1. division frem for 2. division.

Ovenstående model kræver dog et opgør med den vante forestilling om, at strukturen i øst og vest skal være ens. Men hvorfor overhovedet det? Er det måske ikke mere hensigtsmæssigt, at strukturen understøtter det aktuelle udviklingsniveau, og samtidig tager hensyn til forhold som f.eks. de store afstande i vest.

Af samme årsag var det også fuldstændig tåbeligt, at det seneste Repræsentantskabsmøde valgte at skære damernes bedste række i øst ned til seks hold fra den kommende sæson. Den beslutning er nok noget af det dummeste man længe har gjort, men den tager vi ved en senere lejlighed.

mandag den 6. oktober 2008

Endnu en sæsonstart med dommerballade

Igen i år er der dømt intern ballade mellem nogle dommere i dansk floorball, og endnu engang er klubberne taget som gidsler i kampen om magt og personlig vinding.

Det er ikke kun antallet af holdtrækninger, som giver krise i dansk floorball. Intern uenighed og ballade mellem nogle af landets bedste dommere forstærker billedet af en sportsgren i store problemer.

Det er stort set umuligt at finde hoved og hale i, hvad konflikten i realiteten handler om. For mens det umiddelbart ligner et opgør om, hvad de to parter synes er bedst for dansk floorball, så ulmer der nogle helt andre konflikter under overfladen.

Der er nemlig ikke meget de stridende dommere kan blive enige om, og nogle gange er de sikkert også uenige bare for at være det. Det er i hvert fald det indtryk, man som udenforstående sidder med, når man hører eller læser de stridende parters argumenterer.

Balladen handler derfor heller ikke om skærpede krav til dommerne eller deltagelse i eliteseminar eller ej. Det problem vil der nemlig sagtens kunne findes en løsning på, hvis parterne var interesseret i det. Men desværre har de stridende parter mere travlt med at diskvalificere den anden part som dommere, eller på anden måde så tvivl om navngivne personer hos den anden fløj.

Konflikten handler derfor om meget andet end klubbernes og dermed sportens bedste. Balladen kan for det meste koges ned til alene at handle om magt og personlig vinding, og det er virkelig en skam for alle i dansk floorball.

Det er efterhånden trættende med de her tilbagevendende dommerproblemer, og nu må den øverste ledelse i dansk floorball træde i karakter og få banket tingene på plads - hvis der er altså er en ledelse til at gøre det.

tirsdag den 30. september 2008

Det var dengang: Den største sejr

De første år med floorball i Firkantens Boldklub bød på masser af minderige oplevelser. En af de mest bemærkelsesværdige var i februar 1999, da vi som upåagtet Grand Prix hold slog Hafnias 1. hold i en træningskamp.

Siden starten i 1998 arrangerede vi masser af træningskampe mod hold fra 2. og 3. division, og Hafnias 2. hold var blandt modstanderne. Men da vi en lørdag morgen mødte op i Sundbyhallen, kunne 2. holdet ikke stille hold, og i stedet mødte vi et hold, som hovedsageligt bestod af spillere fra Hafnias 1. hold i elitedivisionen.

Det var bestemt ikke planen, og der var lagt op til en større afklapsning. Vi havde jo trods alt ikke spillet mere end et halvt års tid, og vi kunne samtidig konstatere, at de havde nogle gode svenske spillere med på holdet. Men OK, vi måtte bare koncentrere os om vores fysiske og direkte spil, og så ellers bare håbe på det bedste.

I langt hovedparten af kampen foregik spillet naturligt nok på vores banehalvdel, men Steen Saltofte, der var ny mand i målet, stod en blændende kamp. Og da vores kontraspil på dagen nærmest var i en klasse for sig, så var stillingen efter 3. periode besynderligt nok 6-6.

Hafnia foreslog derfor, at vi spillede en periode mere, så tingene ligesom kunne blive sat rigtig på plads. Det blev kampen så sandelig også. Vi løb dem vel nærmest helt flade i 4. periode og vandt stik mod alle forventninger kampen 10-7.

En sejr, som spillere fra tiden i Firkanten stadig kan snakke om ved udvalgte lejligheder.

torsdag den 25. september 2008

Begyndende krisetegn i dansk floorball

Det er et krisetegn, når flere hold trækkes ud af turneringen lige op til sæsonstarten. Hvad fanden går der galt?

Mens antallet af registrerede floorballspillere stiger, så er alarmklokkerne begyndt at ringe i dansk floorball. Specielt i øst er den efterhånden helt gal, hvor klubber som Ledøje-Smørum og liga-nedrykkerne fra Helsingør har trukket alle deres seniorhold fra danmarksturneringen.

Jægerspris er også i problemer, og klubben ønskede derfor at trække sig fra 1. division. Sådan blev det ikke, og forrige års nedrykkere fra floorball-ligaen har i stedet rykket det meste af deres 2. hold en række op.

Tilmed har klubber som bl.a. Frederikshavn Bulldogs og Vanløse allerede trukket hold fra ungdomsrækkerne, og andre klubber har meldt afbud til første spillerunde i den kommende weekend.

Samlet set er de mange holdtrækninger et markant krisetegn, og man må efterhånden spørge sig selv, hvad fanden sker der?

Situationen må følges nøje af alle i dansk floorball, og der skal gøres noget, inden det får lov at udvikle sig.
Der er ikke længere så meget at juble over i Helsingør FT, efter at nedrykkerne fra floorball-ligaen har trukket alle klubbens seniorhold fra turneringen.

torsdag den 18. september 2008

Hvorfor kun 1. holdene?

Pokalturneringen bør ændres, så klubbernes sekundære hold også får mulighed for at deltage.

I dansk idræt er det vel kun i fodbold, at der er prestige i at vinde pokalturneringen. Heller ikke i floorball har turneringen den store bevågenhed, og flere klubber bruger da også kun kampene som opvarmning inden turneringen for alvor går i gang.

Det er egentlig lidt synd, men omvendt er det til gengæld positivt, at flere og flere af klubberne fra de lavere rækker tilmelder sig pokalturneringen. De stiller gerne op som kanonføde for de bedste ligahold, men hvad betyder det, hvis oplevelsen har været god og holdet tilmed har fået ny inspiration ud af de nogle gange eftertrykkelige nederlag.

Hvad med at udvide pokalturneringen, så også klubbernes sekundære hold kan få de samme oplevelser og udbytte. Min inspiration kommer fra den tyske pokalturnering i fodbold, hvor man ofte har set et 2. hold fra amatørrækkerne sende hold fra Bundesligaen ud i mørket. Et lignende scenario i floorball vil på alle måder kun gøre turneringen mere interessant.

Der er jo ingen grund til, at DaFU’s pokalturnering kun skal være for de få, når flere deltagende hold tilmed kan kaste lidt ekstra penge i unionens slukne pengekasse.

fredag den 12. september 2008

Det ser giftigt ud

Sæsonens første træning er gennemført for herre 4, og med hele 19 fremmødte ser truppen bedre ud end nogensinde.

Det kan gå hen og blive en stor sæson for de aldrende spillere på FFK 4. Fremmødet til sæsonens første træning var overvældende med hele 19 spillere, og blandt dem gensyn med et par gamle kendinge.

Således er tidligere 1. holdsprofiler som Jesper Kamstrup, Thomas Rother, Jimmy Nielsen, Lars Tindbæk og Sune Hansen stødt til en i forvejen stærk trup, og selv om de var lidt rustne efter en lang spillepause, blev der momentvis vist floorball af høj klasse.

Trænerne Alec, Tune og undertegnede, står derfor med et positivt problem. Der er kun knap to uger til turneringsstarten mod HG på hjemmebane, og det er kort tid til at få kæderne spillet ordentligt sammen.

Første træningskamp mod herre 3 er på mandag i Tingbjerghallen, og her skal de første konstellationer afprøves. Under alle omstændigheder ser truppen rigtig giftig ud.

tirsdag den 9. september 2008

Hotboys Cup med mange vindere

Breddefloorball blev den store vinder, da Herlev Hotboys i weekenden afholdte deres årlige opvarmningsturnering.

Det blev regnedrengene fra Copenhagen Business School Sport, der snuppede pokalen og de varme guldøl til årets Hotboys Cup, da de i finalen sendte FFK til tælling efter straffeslag. Klubben er ny i dansk floorball, og holdet skal nok overraske i den kommende sæsons 3. division.

Ni andre deltog også, og målt på de tilfredse smil på dagen og de mange positive tilkendegivelser om arrangementet, så var Hotboys Cup 2008 en kæmpe succes. Det var skide hyggeligt, og stor tak til de hotte drenge herfra.

Et arrangement som Hotboys Cup betyder meget mere for dansk breddefloorball, end kampene på banen og det gode humør. Dagen blev også brugt til at udveksle erfaringer på tværs af klubberne, og der var såmænd også plads til, at et par spillere fra den nye klub, Uvelse Undertakers, deltog som gæstespillere hos Ørslev Falcons.

De to spillere fik ikke alene en dag med floorball. Nye kontakter blev skabt, og mon ikke der er et par træningskampe og flere gode råd på vej til den nye klub i det nordsjællandske.

Tak for en fed dag, hvor dansk breddefloorball i realiteten blev den sande vinder.

Læs mere om Hotboys Cup her...

fredag den 5. september 2008

Farvel til djævlene

Ledøje Smørum Devils har skrevet sig på listen af forhenværende klubber i danmarksturneringen. Et ærgerligt farvel til en klub, som jeg gennem mange sæsoner har haft mange mindeværdige kampe mod.

Første bekendtskab med de hvidklædte djævle er tilbage i efteråret 1999, hvor de i lighed med os i Firkanten debuterede i 3. division. I det første møde i Bellahøjhallen morede vi os over, at der stod LSD på ryggen af trøjerne. Men smilet forsvandt hurtigt, for Smørum-drengene løb nærmest som om de virkelig var på amfetamin, og vi måtte nøjes med en kneben sejr på 4-3.

Returopgøret nogle måneder senere står dog mere klart i min erindring. Foran et yderst talstærkt publikum i Ledøje-Smørum Idrætscenter med byens borgmester i spidsen, beviste knægtene fra ligusterforstaden, at der var krummer i dem. Efter et sandt drama snuppede vi nu alligevel sejren med 5-2 (og ikke som det står anført på klubbens hjemmeside 4-4).

Firkanten rykkede dengang hurtigt op gennem rækkerne, og der skulle gå nogle sæsoner inden jeg igen stod overfor Smørumdrengene. Sportsligt har gensynet været præget af alt for mange nederlag, efter at de er suppleret godt op med et par Farum-drenge og evig målfarlige Jan Juel.

Ledøje-Smørum Devils var vel gået hen og blevet både min og FFK’s onde ånd, men deres farvel til danmarksturneringen er også et farvel til en klub, som havde sin egen fede stil gennem nogle af spillernes opbakning til FC St. Pauli.

Djævlenes farvel ærgrer mig, og klubben vil blive savnet.

mandag den 1. september 2008

Er dansk floorball ligeglade med bredden?

Ungdomsfloorball og damefloorball er i fokus, og initiativerne er mange indenfor de to områder. Til gengæld sker der ikke en skid, hvor væksten af nye klubber og spillere er størst – nemlig på herrebredde.

14 nye klubber har indtil videre meldt sig ind i Dansk Floorball Union (DaFU) i år, og tilgangen af nye klubber har aldrig været større. De mange nye klubber bidrager også positivt i antallet af registrerede floorballspillere, som i 2007 rundede 5000 aktive udøvere.

Desværre ønsker mange af de nye klubber ikke at deltage i danmarksturneringen, da de hovedsageligt spiller minifloorball (tremandsfloorball) på lille bane og med små mål. Det har de det helt sikkert rigtig sjovt med. Men ulykkeligvis er tilbuddet om kampe eller stævner nærmest ikke eksisterende for klubberne udenfor den traditionelle turnering, som på landsplan tæller knap 1000 registrerede udøvere.

Det er ret beskæmmende. Især da vækstpotentialet for denne gruppe af medlemsklubber er kæmpestort. Det er de mange velmenende og frivillige kræfter i DaFU’s bestyrelse og udvalg udmærket klar over. Og herrebredde var også et klart prioriteringsområde i det forberedende udvalgsarbejde i forbindelse med omlægningen af de politisk valgte udvalg i DaFU.

Men på en eller anden mærkværdig måde blev de gode intentioner pakket godt og grundigt af vejen, da vedtagelserne skulle finde sted på Rep-mødet.


Breddearbejdet for herrer og ungdom blev samlet i Breddeudvalget med det resultat, at herrebredden reelt set nedprioriteres. I stedet vedtog man at etablere et sundhedsudvalg, hvilket jeg ikke forstår en skid af.

FFK 3 vandt i 2007 Hotboys Cup, og flere af den slags stævner efterlyses som tilbud til de mange breddeklubber udenfor danmarksturneringen.

torsdag den 28. august 2008

Det er sgu synd og skam

Igen i år er nogle klubber i problemer op til sæsonstarten, da flere af deres bærende spillere har vendt dem ryggen. Det er en dårlig tendens og et tilbageslag for dansk floorball.

I sidste sæson spillede jeg i Benløse, og det var på mange punkter en lærerig oplevelse. Klubben mistede inden sæsonen det meste af et hold, og jeg var med til at spille holdet ned i 2. division.

Det er selvfølgelig skide ærgerligt, men klubben har heldigvis et godt og velfungerende ungdomsarbejde, så det er forhåbentlig bare et spørgsmål om tid, inden de er tilbage i 1. division.

I år er det så andre klubber, som er havnet i tilsvarende problemer. I 1. division har Jægerspris måttet vinke farvel til en række spillere, og klubben arbejder hårdt for at begge deres tilmeldte herrehold kan gennemføre turneringen. Også Ledøje-Smørum er i problemer, hvor en tilsvarende kraftig afgang af spillere i værste fald kan lukke klubben.

Det er sgu synd og skam. Jeg håber absolut det bedste for dem, så de ikke havner på listen af klubber, som er fortid i turneringssammenhæng.

Den liste er nemlig i forvejen alt for lang, og det vil være endnu et tab for dansk floorball, hvis de skal i selskab med andre sjællandske klubber som f.eks.: Stenløse Helmets, Hellerup, Hillerød, Farum, Friheden Fighters, KH/Valby FK, Dragør, Stuckert, Rødovre Vikings, GF 81, Copenhagen Gold, Copenhagen Neckties og de femdobbelte danske mestre fra København FK.

fredag den 22. august 2008

De gamle drenge på gyllepatrulje

De aldrende stjernespillere fra herre 4 er klare favoritter til at vinde 3. division i den kommende sæson, og alt andet end en klar førsteplads må betragtes som en skuffelse. Trods den klare favoritrolle kan andre forhold desværre vise sig at blive en hæmsko for de rutinerede spillere.

Herre 4 er i kommet i gruppe med ikke mindre end fem sjællandske hold fra provinsen, og 3. divison kreds 3 er af muntre hoveder allerede døbt ”Gylleligaen”.

Modstanderne er Jyderup 2, Haslev KFUM, Ørslev Falcons, Vanløse Floorball 3, HG 2 og Benløse 2, og uden at genere nogen må Vanløse 3 og Benløse 2 betragtes som de største konkurrenter til den direkte oprykningsplads.

Men herre 4 er også holdet med mange familiefædre, og det har tidligere givet problemer med at stille i stærkeste opstilling til udekampe. Især, hvis afstanden både medfører lugt af gylle og der samtidig skal afsættes mange timer til at spille kampen.

Det er netop holdets problem i den kommende sæson, hvor udekampene mod både Haslev, HG, Ørslev, Benløse og Jyderup hører til i den kategori. Det er sgu da ren gyllepatrulje.

tirsdag den 19. august 2008

Dame 2 er klubbens vigtigste hold

Alt tegner på en succesrig sæson for klubbens bedste damehold, og hvis sæsonen flasker sig rigtigt, er en plads i semifinalerne inden for rækkevidde.

Det burde egentlig ikke kunne lade sig gøre for et hold, hvor størstedelen af spillerne har begrænset floorballerfaring. Faktisk er holdet uden en eneste potentiel landsholdsspiller, og både taktisk og teknisk er der plads til masser af forbedringer. Til gengæld viser pigerne en ukueligt fightervilje, et fantastisk sammenhold og en uovertruffen glæde ved at vinde. Og det er lige netop de kvaliteter, der bragte holdet i slutspillet i foråret.

Hemmeligheden bag damernes succes skal findes i det breddearbejde, som klubben har lavet på damesiden gennem flere år. Årlige rekrutteringskampagner har givet masser af spillere at tage af, og holdet har derfor overlevet i den bedste række, selvom mange af de tidligere nøglespillere af forskellige årsager er faldet fra.

Det arbejde skal selvfølgelig fortsættes og prioriteres højt. Udskiftningerne på dameholdene har af naturlige grunde altid været stor, og derfor er det ekstra vigtigt, at der hele tiden er spillere, som løbende kan sluses ind på holdet.

Hvis Dame 2 er nøglen til ligaholdets succes, så må det også betegnes som klubbens vigtigste hold. Det skal man huske på, hvis succesen på damesiden IKKE bare skal være kortvarig

fredag den 15. august 2008

Skadet eller måske bare for gammel

Efter tre træningspas med klubbens bedste spillere, er jeg kommet i tvivl om min formåen på en floorballbane. Spillemæssigt, taktisk og teknisk går det såmænd udmærket, men min form er bestemt ikke, hvad den har været.

I tirsdag vred jeg om på foden i en nærkamp med Thomas Helgstrand. Ikke noget alvorligt, men nok til at den kan mærkes flere gange i løbet af dagen. Tidligere ville foden bare have fået en gang tape, og så spillede jeg ellers videre, som om intet var hændt.

Sådan er det ikke længere. For her tre dage efter den seneste træning er jeg stadig øm i hele kroppen, og så kan en dårlig fod altså sagtens bruges som undskyldning for at droppe en træning eller den ekstra løbetur.

Det var nu ikke derfor, at jeg sprang over torsdagens træning. Der blev tiden brugt på at passe mine to dejlige unger, så undskyldninger er der i hvert fald nok. Det ændrer dog ikke på, at jeg stadig er mærket efter tirsdagens træning, så måske er jeg skadet, eller også er jeg bare blevet for gammel.

onsdag den 13. august 2008

Kassemesteren har fødselsdag

Kassereren, stavpusheren eller bare Thøger har fødselsdag.

Det er i dag 31 år siden at Thøger kom til verden. Opvæksten er foregået i Hirtshals i det forblæste Nordjylland, hvor også floorballkarrieren startede inden turen gik videre til studierne i hovedstaden og Firkantens Boldklub for efterhånden mange år siden.

TILLYKKE

mandag den 11. august 2008

Tilbage i fællesskabet

Efter et lille års afstikker er jeg tilbage, hvor jeg hører hjemme - nemlig i FFK's trøje.

Jeg tyvstartede dog med et par kampe i slutningen af sidste sæson, men det er først nu efter en veloverstået huskøb og flytning, at det er blevet en rigtig tilbagekomst.

De første par træninger er nu overstået, og det har sgu været rigtig lækkert at trille lidt med den hullede bold igen. Og efter et par lækre scoringer på en sædvanligvis rasende Kasper Vinter (1. holdets målmand, red.), så er det mere gensynet med alle i og omkring klubben, som har været rigtig fed.

Og det er så her, at man bliver helt nostalgisk. Klubben, som jeg gennem et helt årti har været en stor del af, kører på skinner. Tingene fungerer, og de mange nye frivillige, hvoraf jeg knap nok kender flere af dem, laver alle et formiddabelt stykke arbejde.

Mange nye initiativer er taget på specielt ungdomssiden, og det med hele tiden at forny sig og rykke med nye tiltag, er jo lige præcis sådan FFK altid har været.

SÅDAN skal det være, og det har kun gjort gensynet endnu bedre. Jeg glæder mig derfor ekstra meget over igen at være en del af fællesskabet.