fredag den 7. november 2008

Fra let feber til døende

DaFU er igen i økonomiske problemer, og forbundet forventer at underskuddet i år bliver omkring en halv million kroner.

Man kan næsten ikke tro det er rigtigt. For selv om der stadig resterer to måneder af 2008, er økonomien igen løbet løbsk for de ansvarlige ledere i Dansk Floorball Union. Således forventer de ansvarlige i forbundets forretningsudvalg et underskud i indeværende år på omkring en halv million kroner.

I lighed med flere af de foregående år, er det specielt på udgiftssiden at tingene ikke hænger sammen. Således brugte unionen også i 2007 mere end en halv million mere end budgetteret. Derfor kan det da ikke komme bag på bestyrelsen, at enten skal indtægterne øges, eller også skal omkostningerne sænkes. Sådan har tingene jo forholdt sig gennem de seneste mange år.

Af samme årsag blev turneringsgebyrerne hævet kraftigt i 2007, og dengang var indstillingen den, at nu skal der blive bedre balance mellem indtægter og udgifter. Desværre resulterer det manglende økonomiske overblik i endnu et stort økonomisk underskud, som alt andet lige må betragtes som en regulær skandale.

DaFU kalder selv tilstanden som en let gang feber. Det burde vel nærmere hedde sig, at patienten lider alvorligt, og faktisk er døende, hvis der ikke rettes alvorligt op på tingene.

4 kommentarer:

Anonym sagde ...

Man må sige der er stor forskel på det nu forventede underskud på en halv million og så det budgetterede overskud for 2008 på 173.000. Men som vi efter lidt diskussion på sidste repræsentantskabsmøde fandt ud af, så er budgetter ikke noget man tager så alvorligt i DaFU.

Anonym sagde ...

Det virker ikke så lidt hyklerisk at du er efter DaFU for deres underskud når selv tidligere sad i forbundets bestyrelse og var med til at lave store underskud.

Denne blog sagde ...

Køre anonym.
Lige præcis på det punkt taler du mod bedre vidende.

Jeg sad i bestyrelsen fra maj 2006 til oktober 2007. Regnskabet for 2006 viste et overskud på 295.000 kroner.

Året efter blev det så til et underskud på knap 250.000 kroner, men hvis du f.eks. nærlæser regnskabet for 2007, så vil du opdage at TU var det eneste udvalg, som overholdte sit eget budget.

Faktisk brugte udvalget 80.000 kroner under budgettet (fratrukket udgifterne til VM i Fredrikshavn, som udvalget ikke havde nogen andel i).

Desværre overholdte flertallet af udvalgene ikke deres budgetter, og dermed brugte DaFU mere end en halv million mere end budgetteret.

Du burde hellere fokusere på, hvorfor bestyrelsen så ikke griber ind over for udvalgenes fråds med DaFU's midler?

Det spørgsmål er langt mere interessant at få afklaret. Men flertallet i bestyrelsen er mere tilhænger af en model, hvor det er udvalgene som selv styrer deres egen økonomi. Og det selv om det flere gange har vist sig at være en meget uhensigtsmæssig model.

Jeg er mere tilhænger af en langt mere stram og centralt styrende model, hvor det er FU (i realiteten kasseren) som løbende åbner og lukker for pengestrømmen.

Den model vil for nogle virke mere tung og bureaukratisk, men det er vel den eneste måde at begrænse udvalgenes manglende sans for økonomisk selvstyring.

Mvh.
Allan Guldberg

P.S. Og hvis du eller andre har flere spørgsmål, så skud endelig løs. Jeg er klar;-)

Denne blog sagde ...

P.P.S. LIge en lille korrektion til tallene for TU i 2007. TU brugte 65.000 kroner mindre end budgetteret.

Beløbet var blevet 80.000 kroner, hvis ikke Turneringsadministratoren havdee fået en fortjent lønstigning på 15.000 kroner årligt.