Klubberne må også tage et ansvar

Hvis klubberne tog ansvar for rekruttering og udvikling af dommerne, ville der ikke mangle dommere i dansk floorball.

Manglen på dommere betyder aflyste og udsatte kampe. Det er til stor irritation for alle, og hvor ofte hører man ikke ude i hallerne, at det selvfølgelig alt sammen er DaFU’s skyld!!

Alt for mange (klubber og spillere) tror fejlagtigt, at dommerne nærmest kommer dumpende ned fra en fremmed planet, alene med den mission at dømme alle kampene uden at klubberne skal røre en finger. Krævementaliteten er som bekendt herskende i den lille danske floorball-andegård.

Men så længe DaFU = med klubberne, så er det også klubbernes forbandede pligt, at være med til at løfte opgaven med at rekruttere og uddanne nye dommere. Og kan klubberne ikke selv finde ud af vigtigheden i denne opgave, må den løses på andre måder.

Man kunne f.eks. bruge samme model som flere svenske distrikter benytter sig af. Her er alle klubber, som deltager i turneringen, forpligtet til at uddanne mindst to nye dommere forud hver sæson.

I Danmark kunne en tilsvarende model sagtens efterlignes, således at klubbernes blev pålagt at uddanne x-antal nye dommere i forhold til antallet af tilmeldte seniorhold.

Dommerudvalget skal selvfølgelig også finde de rigtige arbejdshandsker frem. I stedet for at bruge masser af kostbar tid på fire dommerpar i den bedste række, var det måske mere på sin plads at arbejde mere med rekruttering og udvikling af nye dommere.

Til den opgave kunne de også gøre brug af klubbernes dommerkoordinatorer, og involvere dem til at finde egnede dommeremner ude lokalt.

Det var dengang: 10 år er gået

I denne uge er det 10 år siden, at den første floorballtræning blev afviklet i Firkantens Boldklub. Der var ikke plads hos de andre, så vi startede bare vores egen forening.

Året inden var jeg i kontakt med flere klubber i København, fordi jeg ønskede at spille floorball. Svaret var ret nedslående. De havde enten ikke plads, eller også var de kun interesserede i spillere, som i forvejen havde erfaring fra andre klubber.

Da Jesper Malm i foråret 1998 spillede innebandy sideløbende med sit studie i Stockholm, kom der for alvor skred i planerne om at vi i stedet bare startede vores egen forening.

Et forslag om at etablere en floorballafdeling i Firkantens Boldklub fik hurtig opbakning på klubbens generalforsamling i april måned, men der skulle altså gå yderligere et halvt år inden den første træning blev afviklet på Institut for Idræt i efterårsferien 1998.

Blot otte spillere var mødt op til den første træning, men allerede to uger efter var vi nået op på over 20 spillere. Spillerne var en blandet skare af fodboldspillere fra Firkantens Boldklub, studiekammerater fra RUC og en håndfuld fra Frederiksberg Floorball Forening (FFF), som lige var lukket ned, da de skyldte DaFU penge.

I modsætning til de klubber, som ikke havde plads til nye medlemmer, var parolen i Firkanten, at der skulle være plads til alle, og jo flere jo bedre. Og da det samtidig gik det helt forrygende rent spillemæssigt i den daværende Grand Prix serie, red vi simpelthen på en bølge, hvor ingen kunne stoppe os. Allerede i efteråret 1999 havde vi to herrehold tilmeldt turneringen i DaFU, samtidig med at vi også startede damefloorball og ungdomshold op.

Det kan man da kalde en seriøs start for en ny klub.

Tanker om turneringsstrukturen

Den nuværende turneringsstruktur med blot seks hold i de to bedste herrerækker virker ikke, og det er på tide at forsøge noget andet.

Turneringsstrukturen er genstand for masser af diskussioner i dansk floorball, og det til trods for at der faktisk er andre problemer, som bør have mere fokus. Alligevel synes jeg at det er på tide at ændre den nuværende struktur, da den simpelthen ikke virker efter hensigten.

Da man for år tilbage valgte at skære de to bedste herrerækker ned til blot seks hold, var parolen den, at man både styrkede holdene i den bedste række, men at også de næstbedste fik bedre udviklingsmuligheder. Den forudsigelse har ikke levet op til forventningerne.

Et generelt overblik over de seneste sæsoner giver mere entydigt billede af, at strukturen i stedet har fastholdet de øverste klubber i den bedste række, mens de næstbedste klubber derimod har haft overordentlig svært ved at fastholde deres spillermateriale.

Forklaringen er ganske enkel. De bedste spillere vælger nemlig oftere at skifte klub, hvis deres hold rykker ned i den næstbedste række. Dermed bremses udviklingen i de næstbedste klubber, og det er bestemt ikke hensigtsmæssigt for udviklingen i dansk floorball.

Hvad løsningsmodellen er, vil der selvfølgelig være et utal af meninger om, og faktisk er det måske også lidt ligegyldigt at diskutere antallet af hold i den bedste række, og om den bedste række er landsdækkende eller ej.

Mit fokus er mere på laget under Floorball-ligaen, som gennem de seneste par sæsoner har lidt under et utal af holdtrækninger og spillerflugt. Det skal der findes en løsning på. Rækken mangler stabilitet, og en løsning kunne være at udvide antallet af hold i rækken.

For at det kan lade sig gøre skal der slagtes et par hellige køer. For det første skal man i dansk floorball erkende, at der strukturelt er store forskelle på øst og vest, og det bør også afspejle sig i turneringsstrukturen. For det andet bør man tillade x-antal 2. hold at spille med i 1. division.

I øst kan 1. division f.eks. uden problemer udvides til 10 hold, og f.eks. have en begrænsning på to til tre af de bedste klubbers 2. hold. Og i vest kunne man grundet de lange transportafstande overveje at dele 1. division op i to puljer (nord og syd) på f.eks. seks-otte hold i hver, hvor man igen tillader deltagelse af op til to 2. hold i hver pulje. Oprykning i vest afgøres ved, at de to bedste oprykningsberettigede hold i hver pulje spiller slutspil om oprykning.

Fordelen ved denne model er dels, at de næstbedste klubber opnår mere stabilitet i rækken, samt at reservespillerne (og primært unge udviklingsspillere) fra den bedste række får bedre kamptræning i 1. division frem for 2. division.

Ovenstående model kræver dog et opgør med den vante forestilling om, at strukturen i øst og vest skal være ens. Men hvorfor overhovedet det? Er det måske ikke mere hensigtsmæssigt, at strukturen understøtter det aktuelle udviklingsniveau, og samtidig tager hensyn til forhold som f.eks. de store afstande i vest.

Af samme årsag var det også fuldstændig tåbeligt, at det seneste Repræsentantskabsmøde valgte at skære damernes bedste række i øst ned til seks hold fra den kommende sæson. Den beslutning er nok noget af det dummeste man længe har gjort, men den tager vi ved en senere lejlighed.

Endnu en sæsonstart med dommerballade

Igen i år er der dømt intern ballade mellem nogle dommere i dansk floorball, og endnu engang er klubberne taget som gidsler i kampen om magt og personlig vinding.

Det er ikke kun antallet af holdtrækninger, som giver krise i dansk floorball. Intern uenighed og ballade mellem nogle af landets bedste dommere forstærker billedet af en sportsgren i store problemer.

Det er stort set umuligt at finde hoved og hale i, hvad konflikten i realiteten handler om. For mens det umiddelbart ligner et opgør om, hvad de to parter synes er bedst for dansk floorball, så ulmer der nogle helt andre konflikter under overfladen.

Der er nemlig ikke meget de stridende dommere kan blive enige om, og nogle gange er de sikkert også uenige bare for at være det. Det er i hvert fald det indtryk, man som udenforstående sidder med, når man hører eller læser de stridende parters argumenterer.

Balladen handler derfor heller ikke om skærpede krav til dommerne eller deltagelse i eliteseminar eller ej. Det problem vil der nemlig sagtens kunne findes en løsning på, hvis parterne var interesseret i det. Men desværre har de stridende parter mere travlt med at diskvalificere den anden part som dommere, eller på anden måde så tvivl om navngivne personer hos den anden fløj.

Konflikten handler derfor om meget andet end klubbernes og dermed sportens bedste. Balladen kan for det meste koges ned til alene at handle om magt og personlig vinding, og det er virkelig en skam for alle i dansk floorball.

Det er efterhånden trættende med de her tilbagevendende dommerproblemer, og nu må den øverste ledelse i dansk floorball træde i karakter og få banket tingene på plads - hvis der er altså er en ledelse til at gøre det.