Lænestolen kasseres

Det er sjovere at spille floorball end at se på. Og da jeg også hellere vil bruge tiden ude i hallen blandt med – og modspillere, kasseres den bløde og magelige lænestol.

Efter 10 år med floorball på alle niveauer har jeg masser af finurlige historier og anekdoter at fortælle. Alle de gode oplevelser fra fortiden er bare ikke særlig interessante, når tingene langt fra fungerer optimalt i dansk floorball.

De fleste aktive i sporten er godt klar over, at floorball står foran kolossale udfordringer, hvis ambitionen om at blive en etableret folkeidræt skal opfyldes. Men inden den ambition overhovedet kan opfyldes, er det bare fandens nødvendigt, at det eksisterende fungerer.

Det gør det langt fra i øjeblikket, hvilket der er mange årsager til.

Først og fremmest er luften og tempoet de senere år feset langsomt ud hos flere af de toneangivende klubber i landet, ligesom de centrale organer efter min mening prioriterer deres indsats forkert. Det har bl.a. den konsekvens, at medlemstilgangen bremses, ligesom der også er blevet længere mellem de spændende og dynamiske tiltag i sporten.

Dermed også sagt, at det primært er de mange lokale tiltag, som giver fremgang i sporten, og jo flere jo bedre. Europacup, Dame-VM, øgede ressourcer til landsholdet og landsdækkende liga batter ikke noget som helst på det overordnede niveau, hvis tilbuddene til udøverne ikke fungerer.

Retfærdigvis er der stadig klubber, som gør et formidabelt stykke arbejde, og de skal naturligvis roses og have alt mulig opbakning til deres aktiviteter.

De sidste ord fra lænestolen må derfor være:

Drop prestigeprojekterne og styrk det lokale arbejde på alle niveauer. For uden en målrettet rekrutteringsindsats og en velfungerende turnering for både børn, unge, herrer og damer på alle niveauer, så forsvinder floorballspillerne over til andre sportsgrene.

Tak til alle dem, som har læst med.

/Allan Guldberg

Mit drømmemål

Mens mange floorballspillere øver zoorofinter, har jeg i flere år drømt om at score, lige efter at jeg har vundet et face-off. Søndag gik drømmen i opfyldelse.

Hvor drømmen stammer fra ved jeg ikke, og jeg har heller ikke tal på, hvor mange gange jeg har forsøgt mig til træning. Det er aldrig lykkedes, og af samme grund har kunststykket heller ikke tidligere været afprøvet i kamp.

Men i søndagens kamp mod Ørslev scorede jeg mit drømmemål - og sikken en følelse. Det er som at svæve på en lyserød sky, hvor det er lige før man overvejer at lægge staven på hylden af ren og skær lykke.

Op til kampen havde jeg ellers ikke sovet særlig godt. Jeg havde tilmed glemt mine sko, og ærlig talt så spillede jeg faktisk en dårlig kamp.

Der måtte og skulle derfor ske et eller, da Sune Hansen havde bragt os foran 9-2 et godt stykke inde i 3. periode. Normalt tager jeg ikke face-off, men jeg tillod mig alligevel at tage opstilling i stedet for Jesper Malm. Jeg bemærkede godt, at de to backer fra Ørslev stod dårligt placeret, så det var vel OK at tage chancen. Kampen var jo alligevel afgjort.

Da dommeren fløjtede, blev bolden først sendt mellem benene på den direkte modstander. Han nåede overhovedet ikke at opfange situationen, før det alligevel var for sent. De to backer var også totalt overrumplet af hele situationen, og efter et hurtigt træk mellem dem var jeg fri til at knalde bolden ind under overliggeren bag en totalt sagesløs målmand.

Der var vel knap gået tre sekunder fra dommeren havde fløjtet, men for mig stod tiden fuldstændig stille. Det var helt urealistisk, og jeg følte mig nærmest lukket inde i en glasboble, hvor alting omkring mig blev lidt tåget.

Nu har jeg lavet mit drømmemål, og jeg kommer nok aldrig til det igen. Men blære mig – det skal jeg;-)

Comeback giver minder

Efter mere end to års pause er Thomas Rother tilbage i FFK-trøjen, og det sendte straks tankerne tilbage til dengang, hvor klubben hentede sin største sejr i elitedivisionen.

Med tre mål i forrige uges comeback-kamp beviste Thomas Rother, at målnæsen bestemt ikke er forsvundet. Indsatsen sendte straks tankerne tilbage til dengang, hvor han var blandt klubbens toneangivende spillere i turen fra Grand Prix serien og hele vejen op i den daværende elitedivision på blot tre år. En bedrift, som nok aldrig nogensinde bliver gentaget i dansk floorball.

Det blev til blot to sæsoner i elitedivisonen uden den store succes, og der var langt mellem højdepunkterne. Af de få store øjeblikke i elitedivisionen, var til gengæld 7-1 sejren over Vanløse, hvor Thomas Rother med tre mål og to assist spillede en af sine absolut bedste kamp for klubben.

I sæson nummer to var vi startet med lutter nederlag og dårligt spil i de første seks kampe. I den syvende kamp ventede Vanløse, som havde meriterede Esben Larsen i målet. Han var inden kampen rimelig kæphøj, og mente at vi ville tabe med mindst 10 mål.

Den bemærkning tændte os helt vildt, og vi gik på banen med en utrolig kampgejst. Vanløse fik aldrig et ben til jorden, og det udnyttede Thomas Rother til gang på gang at drive gæk med modspillerne. Specielt svenske Johan Astvik, som selv er kendt for sine gode evner med bolden, blev rundbarberet et utal af gange.

Da Thomas Rother efter en længere solotur øgede til 5-1 i slutningen af 2. periode, ville Esben Larsen ikke mere, og resten af kampen tog han plads på bænken med et håndklæde over hovedet.

En fed oplevelse, som overskyggede den kendsgerning, at vi slet ikke havde holdet til at spille med i den bedste række.

En ung Thomas Rother i storform lavede tre mål og to assist, da FFK for fem år siden slog Vanløse 7-1 i elitedivisonen. Men selv om han i dag er blevet lidt tungere, er målnæsen stadig intakt.

Fra let feber til døende

DaFU er igen i økonomiske problemer, og forbundet forventer at underskuddet i år bliver omkring en halv million kroner.

Man kan næsten ikke tro det er rigtigt. For selv om der stadig resterer to måneder af 2008, er økonomien igen løbet løbsk for de ansvarlige ledere i Dansk Floorball Union. Således forventer de ansvarlige i forbundets forretningsudvalg et underskud i indeværende år på omkring en halv million kroner.

I lighed med flere af de foregående år, er det specielt på udgiftssiden at tingene ikke hænger sammen. Således brugte unionen også i 2007 mere end en halv million mere end budgetteret. Derfor kan det da ikke komme bag på bestyrelsen, at enten skal indtægterne øges, eller også skal omkostningerne sænkes. Sådan har tingene jo forholdt sig gennem de seneste mange år.

Af samme årsag blev turneringsgebyrerne hævet kraftigt i 2007, og dengang var indstillingen den, at nu skal der blive bedre balance mellem indtægter og udgifter. Desværre resulterer det manglende økonomiske overblik i endnu et stort økonomisk underskud, som alt andet lige må betragtes som en regulær skandale.

DaFU kalder selv tilstanden som en let gang feber. Det burde vel nærmere hedde sig, at patienten lider alvorligt, og faktisk er døende, hvis der ikke rettes alvorligt op på tingene.

Klubberne må også tage et ansvar

Hvis klubberne tog ansvar for rekruttering og udvikling af dommerne, ville der ikke mangle dommere i dansk floorball.

Manglen på dommere betyder aflyste og udsatte kampe. Det er til stor irritation for alle, og hvor ofte hører man ikke ude i hallerne, at det selvfølgelig alt sammen er DaFU’s skyld!!

Alt for mange (klubber og spillere) tror fejlagtigt, at dommerne nærmest kommer dumpende ned fra en fremmed planet, alene med den mission at dømme alle kampene uden at klubberne skal røre en finger. Krævementaliteten er som bekendt herskende i den lille danske floorball-andegård.

Men så længe DaFU = med klubberne, så er det også klubbernes forbandede pligt, at være med til at løfte opgaven med at rekruttere og uddanne nye dommere. Og kan klubberne ikke selv finde ud af vigtigheden i denne opgave, må den løses på andre måder.

Man kunne f.eks. bruge samme model som flere svenske distrikter benytter sig af. Her er alle klubber, som deltager i turneringen, forpligtet til at uddanne mindst to nye dommere forud hver sæson.

I Danmark kunne en tilsvarende model sagtens efterlignes, således at klubbernes blev pålagt at uddanne x-antal nye dommere i forhold til antallet af tilmeldte seniorhold.

Dommerudvalget skal selvfølgelig også finde de rigtige arbejdshandsker frem. I stedet for at bruge masser af kostbar tid på fire dommerpar i den bedste række, var det måske mere på sin plads at arbejde mere med rekruttering og udvikling af nye dommere.

Til den opgave kunne de også gøre brug af klubbernes dommerkoordinatorer, og involvere dem til at finde egnede dommeremner ude lokalt.

Det var dengang: 10 år er gået

I denne uge er det 10 år siden, at den første floorballtræning blev afviklet i Firkantens Boldklub. Der var ikke plads hos de andre, så vi startede bare vores egen forening.

Året inden var jeg i kontakt med flere klubber i København, fordi jeg ønskede at spille floorball. Svaret var ret nedslående. De havde enten ikke plads, eller også var de kun interesserede i spillere, som i forvejen havde erfaring fra andre klubber.

Da Jesper Malm i foråret 1998 spillede innebandy sideløbende med sit studie i Stockholm, kom der for alvor skred i planerne om at vi i stedet bare startede vores egen forening.

Et forslag om at etablere en floorballafdeling i Firkantens Boldklub fik hurtig opbakning på klubbens generalforsamling i april måned, men der skulle altså gå yderligere et halvt år inden den første træning blev afviklet på Institut for Idræt i efterårsferien 1998.

Blot otte spillere var mødt op til den første træning, men allerede to uger efter var vi nået op på over 20 spillere. Spillerne var en blandet skare af fodboldspillere fra Firkantens Boldklub, studiekammerater fra RUC og en håndfuld fra Frederiksberg Floorball Forening (FFF), som lige var lukket ned, da de skyldte DaFU penge.

I modsætning til de klubber, som ikke havde plads til nye medlemmer, var parolen i Firkanten, at der skulle være plads til alle, og jo flere jo bedre. Og da det samtidig gik det helt forrygende rent spillemæssigt i den daværende Grand Prix serie, red vi simpelthen på en bølge, hvor ingen kunne stoppe os. Allerede i efteråret 1999 havde vi to herrehold tilmeldt turneringen i DaFU, samtidig med at vi også startede damefloorball og ungdomshold op.

Det kan man da kalde en seriøs start for en ny klub.

Tanker om turneringsstrukturen

Den nuværende turneringsstruktur med blot seks hold i de to bedste herrerækker virker ikke, og det er på tide at forsøge noget andet.

Turneringsstrukturen er genstand for masser af diskussioner i dansk floorball, og det til trods for at der faktisk er andre problemer, som bør have mere fokus. Alligevel synes jeg at det er på tide at ændre den nuværende struktur, da den simpelthen ikke virker efter hensigten.

Da man for år tilbage valgte at skære de to bedste herrerækker ned til blot seks hold, var parolen den, at man både styrkede holdene i den bedste række, men at også de næstbedste fik bedre udviklingsmuligheder. Den forudsigelse har ikke levet op til forventningerne.

Et generelt overblik over de seneste sæsoner giver mere entydigt billede af, at strukturen i stedet har fastholdet de øverste klubber i den bedste række, mens de næstbedste klubber derimod har haft overordentlig svært ved at fastholde deres spillermateriale.

Forklaringen er ganske enkel. De bedste spillere vælger nemlig oftere at skifte klub, hvis deres hold rykker ned i den næstbedste række. Dermed bremses udviklingen i de næstbedste klubber, og det er bestemt ikke hensigtsmæssigt for udviklingen i dansk floorball.

Hvad løsningsmodellen er, vil der selvfølgelig være et utal af meninger om, og faktisk er det måske også lidt ligegyldigt at diskutere antallet af hold i den bedste række, og om den bedste række er landsdækkende eller ej.

Mit fokus er mere på laget under Floorball-ligaen, som gennem de seneste par sæsoner har lidt under et utal af holdtrækninger og spillerflugt. Det skal der findes en løsning på. Rækken mangler stabilitet, og en løsning kunne være at udvide antallet af hold i rækken.

For at det kan lade sig gøre skal der slagtes et par hellige køer. For det første skal man i dansk floorball erkende, at der strukturelt er store forskelle på øst og vest, og det bør også afspejle sig i turneringsstrukturen. For det andet bør man tillade x-antal 2. hold at spille med i 1. division.

I øst kan 1. division f.eks. uden problemer udvides til 10 hold, og f.eks. have en begrænsning på to til tre af de bedste klubbers 2. hold. Og i vest kunne man grundet de lange transportafstande overveje at dele 1. division op i to puljer (nord og syd) på f.eks. seks-otte hold i hver, hvor man igen tillader deltagelse af op til to 2. hold i hver pulje. Oprykning i vest afgøres ved, at de to bedste oprykningsberettigede hold i hver pulje spiller slutspil om oprykning.

Fordelen ved denne model er dels, at de næstbedste klubber opnår mere stabilitet i rækken, samt at reservespillerne (og primært unge udviklingsspillere) fra den bedste række får bedre kamptræning i 1. division frem for 2. division.

Ovenstående model kræver dog et opgør med den vante forestilling om, at strukturen i øst og vest skal være ens. Men hvorfor overhovedet det? Er det måske ikke mere hensigtsmæssigt, at strukturen understøtter det aktuelle udviklingsniveau, og samtidig tager hensyn til forhold som f.eks. de store afstande i vest.

Af samme årsag var det også fuldstændig tåbeligt, at det seneste Repræsentantskabsmøde valgte at skære damernes bedste række i øst ned til seks hold fra den kommende sæson. Den beslutning er nok noget af det dummeste man længe har gjort, men den tager vi ved en senere lejlighed.